Kommunerne blev med Kommunalreformen en langt mere aktiv medspiller på sundhedsområdet end tidligere, idet kommunerne nu fik ansvar for sundhedsfremme, borgerrettet forebyggelse og samarbejde om patientrettet forebyggelse, genoptræning og visse hjælpemidler.
Samtidig blev kommunerne også inddraget i finansieringen af sundhedsvæsenet.
Intentionerne med dette var dels at placere relevante opgaver så tæt på borgeren som muligt, og dels at give kommunerne et økonomisk incitament for at tage opgaven op.
Kommunerne har nu haft opgaven i over to år, og den enkelte kommune har hver især fået de første erfaringer. I løbet af konferencen vil der blive sat fokus på, hvordan opgaven er løst, men også hvordan fremtiden ser ud til at tegne sig for kommunerne. I konferencen er lavet et kommunalt ”spor”, hvor en række indbudte foredragsholdere vil komme med deres bud på den kommunale tilgang. Se mere i det detaljerede program.